Alkohol og Samfund: Vi skal have nationale standarder for alkoholbehandling

Det er problematisk, at kommunerne selv bestemmer, hvilken form for alkoholbehandling de tilbyder, mener direktøren i Alkohol og Samfund.

Tomme boliger til flygtninge koster kommunerne dyrt

Boliger reserverede flygtninge står tomme, og kommunerne kan ikke længere få refusion.

Inhabile politikere: Enhedslisten kalder tre ministre i samråd

Tre regionsrådsformænd har været på kant med habilitetsreglerne i udbud om sygehusbyggerier. Enhedslisten raser.

Handicappede skal være sundere: Får nu hjemmelavet aftensmad hver dag

Hjemmelavet mad kommer i fremtiden på bordet hver dag i boenheder for handicappede og udviklingshæmmede i Skive Kommune.

Danske landmænd vil sælge majs til biogas

Tidligere eksporterede landmænd deres majs til tyske biogasanlæg. Nu satser man på danske.

Valuta: Hedgefonde har taget fejl af dollar-bevægelser

De store hedgefonde og andre massive spekulative interesser i de internationale valutamarkeder har læst markedet forkert for så vidt angår dollar på det seneste.

Gennem lang tid har det været den generelle opfattelse, at dollar burde styrkes over for en bred vifte af andre valutaer, men bevægelsen er udeblevet og i stedet vendt til en let svækkelse af den amerikanske valuta.

Det er forventningen om genstarten af en serie af renteforhøjelser fra den amerikanske forbundsbank, Federal Reserves side, der har ligget bag rationalet om en styrkelse af dollar.

Og med en samtidig forsat lempeligere pengepolitik i såvel Japan som i euroområdet, taler alt i traditionel forstand da også for et skred i valutakurserne.

Men scenariet har stået på i snart tre år, og siden maj 2014 er dollar styrket ganske markant over for euro og yen, men det synes at være glemt i analytikerkredse.

For euroområdets vedkommende har den divergerende pengepolitik givet et skred i euro/dollar kursen på hele 20 pct. siden investorerne tog forskud på renteforhøjelser fra Federal Reserves siden i maj 2014 og et år frem.

Siden har kursudsvingene været anderledes små og trods de gentagne analyser og forudsigelser om nye store udsving med dollar som hoved-beneficent, har markedet vist sig anderledes trægt.

Anderledes er det gået for forholdet mellem dollar og yen, der i første omgang gav en styrkelse af dollar på næsten 25 pct. fra starten af 2014 frem til slutningen af 2015.

Men siden er tvivlen om den svage yen slået igennem, og trods adskillige forsøg fra den japanske centralbanks, Bank of Japans, side på at svække den japanske valuta gennem en abnorm lempelig pengepolitik, er yen kommet styrket ud af scenariet og er tilbage på udgangspunktet, fra før dollarstyrkelsen satte ind i førte omgang.

Det har dog ikke fået de spekulative hedgefonde til at opgive, idet indsatserne på en styrket dollar steg til det højeste niveau i syv måneder, lige inden Federal Reserve nedtrappede udsigterne for renteforhøjelser i 2017 på sidste uges rentemøde. Det viser friske data fra den Washington-baserede Commodity Futures Trading Kommissionen.

Dermed står dollar til at kunne blive yderligere svækket, når de mange positioner baseret på en styrket dollar skal afvikles.

Euro koster mandag morgen 1,1230 dollar mod 1,1220 dollar fredag.

Dollar koster samtidig 100,95 yen mod 101,00 yen fredag eftermiddag, mens der går 113,35 yen på en euro mandag morgen mod 113,30 yen fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Råvarer: Vigende priser overalt

Råvarepriserne viger mandag, i takt med at faldene på de globale aktiemarkeder breder sig til Asien.

For oliemarkedets vedkommende er der samtidig pres på priserne efter kommentarer fra Saudi-Arabien om, at ugens Opec-møde har karakter af “konsultation” og dermed er rådgivende frem for besluttende.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 46,20 dollar mod 47,65 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 44,80 dollar mod 46,20 dollar fredag eftermiddag.

På guldmarkedet falder priserne i takt med den generelle negative investorindstilling øges.

Mandag morgen koster en ounce guld 1335 dollar mod fredag eftermiddags 1340 dollar.

I markedet for industrimetaller koster et ton kobber mandag morgen 4834 dollar mod 4869 dollar fredag.

/ritzau/FINANS

Aktier: Røde indeks på asiatiske markeder

De asiatiske aktieinvestorer tager mandag fat, hvor Wall Street slap fredag aften.

Det betyder røde aktieindeks hele vejen rundt i de fjernøstlige markeder fra Wellington i New Zealand over Tokyo, Hongkong og Singapore til Mumbai i Indien.

Faldende oliepriser er en del af forklaringen, og en styrket japansk yen tynger også investorernes tillid til det økonomiske øjebliksbillede.

“Oliemarkedet vil have en stor indflydelse på, hvordan aktiemarkederne vil handle i den første del af ugen. Der er usikkerhed om, hvorvidt Opec-medlemmerne kan nå til enighed,” siger analytiker Angus Nicholson fra IG Ltd. i Melbourne til Bloomberg News.

I Tokyo er markedet fokuseret på bevægelser i yenkursen, og evalueringen af sidste uges pengepolitiske møde i Bank of Japan foregår stadig.

“Markedet har stadig til gode at vurdere virkningen af Bank of Japans pengepolitik. Det er svært for yen at svækkes fra det nuværende niveau, da det er stadig er uklart, hvordan centralbanken har til hensigt at gennemføre den nye politik, og det giver usikkerhed for retningen for aktiemarkedet,” vurderer analytiker Mitsuo Shimizu fra Japan Asia Securities Group i Tokyo over for Bloomberg News.

Det giver sig udslag i et fald i Nikkei-indekset på 0,9 pct., mens Topix-indeks dropper 0,7 pct.

Børsen i Hongkong ligger med et tab på 0,7 pct., mens de kinesiske børser på fastlandet ligger med fald i Shanghai Composite-indekset på 0,7 pct. og i CSI 300-indekset på 0,8 pct.

“Hongkongaktierne har gjort det relativt godt i august og september, så det er et godt tidspunkt for investorerne at tage gevinst hjem,” siger chefstrateg Ronald Wan fra Partners Capital i Hongkong til Bloomberg News.

Blandt de øvrige børser falder Taiex-indekset i Taipei 0,9 pct., mens Sydkoreas Kospi-indeks og Singapores Strait Times dropper 0,3 pct.

I Sydney begrænses faldet i ASX-indekset til marginale 0,02 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med fald på 0,1-0,2 pct. mandag morgen.

LÆS OGSÅ: Valuta: Hedgefonde har taget fejl af dollar-bevægelser

LÆS OGSÅ: Råvarer: Vigende priser overalt

TABEL

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -0,9
Topix -0,7
Hongkongs Hang Seng -0,7
China Shanghai Composite -0,7
China CSI 300 -0,8
Taiwan Taiex -0,9
Sydkoreas Kospi -0,3
Indiens BSE Sensex -0,5
Singapores STI -0,3
Sydney ASX 200 -0,0

Indeksværdi klokken 06.15

/ritzau/FINANS

Kinesisk centralbank dræner likviditet for at begrænse gearing

Den kinesiske centralbank, People’s Bank of China, har drænet det største beløb fra det finansielle system i seks måneder. Det øger spekulationen om, at centralbanken holder likviditeten i kort snor som en del af bestræbelserne på at dæmme op for en overdreven gearing.

Det skriver Bloomberg News.

People’s Bank of China har mandag drænet 245 mia. yuan netto fra det finansielle system gennem omvendte genkøbsaftaler. Det er den største en-dags dræning siden begyndelsen af marts.

“People’s Bank of China hensigt om at bremse gearing har været indlysende lige siden de genoptog brugen af længereløbende omvendte repo-forretninger. Det ligner en stramning og et modtræk til en for løs likviditet. Men de vil gerne undgå utilsigtede konsekvenser – det er derfor, vi så de stigende injektioner i sidste uge for tæmme rentesatserne,” siger analytiker Chen Long fra Bank of Dongguan Co i Guangdong-provinsen til Bloomberg News.

Trækket kommer efter sidste uges 670 mia. yuan store injektion for at imødegå den kommende ferie-efterspørgsel.

De monetære myndigheder har signaleret, at de ønsker at begrænse den løbske låntagning. Centralbankens vicedirektør Yi Gang er citeret for at sige, at målet er at nedbringe væksten i gearingen.

People’s Bank of China har i løbet af den seneste måned genstartet brugen af både 14- og 28-dages udlånsværktøjer i stedet for den normale syv-dages løbetid.

De kinesiske markeder vil være lukket i uge 40 – næste uge.

/ritzau/FINANS

Maja Jager efter nedtur: Kald det bare et for stort pres

Det lykkedes ikke for Maja Jager at stryge til tops i World Cup-finalen i bueskydning i Kongens Have i Odense.

24-årige Maja Jager havde håbet på avancement til semifinalen, men hun tabte søndag en tæt kvartfinale i recurve-disciplinen til verdensetteren, Tan Ya-Ting fra Taiwan.

– Det var ærgerligt, for jeg havde chancerne, men jeg skulle levere en 10’er i det sidste skud i femte sæt for at få uafgjort.

– Det skete ikke – kald det bare et for stort pres. Jeg fik trods alt vist en masse god skydning, det er jeg glad for, siger Maja Jager i en pressemeddelelse.

Alt i alt blåstempler sportschef i Bueskydning Danmark Allan Grønkjær weekendens danske præstationer.

– Hvad specifikt angår Maja Jager, så skulle World Cup-finalen bruges til at bevise, at hun stadig kan skyde med i verdenstoppen. Det gjorde Maja i kvartfinalen, hvor hun tvang den førsteseedede ud i en lang, tæt match.

– Der blev skudt på verdensklasseniveau hele vejen rundt. Jeg håber endvidere, at hele World Cuppen har inspireret vores unge talenter, siger Allan Grønkjær.

Sydkoreanske Ki Boe-Bae snuppede recurve-guldet hos kvinderne, mens Brady Ellison fra USA tog guldet hos herrerne.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and Themater
Bitnami